Læs også Bjarne Toftesgaards artikkel
Læs svar af Dyrlæge Finn Boserup
Vi har som hundeinstruktører gennem mere end 30 år oplevet, at nogle dyrlæger anbefaler at kastrere / sterilisere deres hund, når den bare er hvalp. Føreren til hunden tror , naturligt og selvfølgeligt på sin dyrlæge og oplever først hvilke konsekvenser det får, når de møder til hundetræning eller møder andre hunde efter to måneders forløb.
Vi er 100 % overbevist om, at der sker noget med hundens hormoner og det så bliver skidt - ikke sjovt - at leve livet som hund, hvis man er kastreret / steriliseret som hvalp.
· Andre hanhunde kan ikke finde ud af om hanhvalpen er han eller tæve, for nu lugter den jo anderledes og forkert. Som regel ser vi at hundens fører må opgive træningen fordi den stakkels hund nu bliver mulet af alle de andre hunde, men sådan er hundeverden, at dem der lugter forkert, er anderledes - de bliver udskudt af flokken. Det ser/oplever disse dyrlæger aldrig, da de sjældent går til hundetræning selv!
· Føreren kan også opleve at hunden bliver for tyk. Måske er svaret fra dyrlægen at den bare bliver mere sulten så giv den noget mindre mad eller slankekost m.v. Men, nej, det er det der med de hormoner igen.
· Hunden går også i stå rent mentalt, bliver aldrig rigtig voksen og har det svært resten af livet at begå sig blandt andre hunde. Det er mere end ærgerligt for den fører som gerne vil lære sin hund en masse ting, og det er synd for den hund, som gerne vil være sammen med sin fører for at lære en masse ting.
Vores mening er, at hanhunde skal være over to år gamle før kastration og tævehunden skal ha’ haft mindst to gange løbetid før sterilisation og så kan alle ha’ glæde af hinanden resten af hundens liv.
Her er lidt af de udtalelser som vi gennem årene har hørt fra de førere, som har fortalt os hvad deres Dyrlæge har sagt:
1. Labradorhvalp trækker i snoren så fører bliver slæbt af sted. Dyrlægen: Kastration så bliver den rolig (også kendt fra radioen).
2. Hunden gør når den er alene hjemme. Dyrlægen: Kastration, så stopper den med det (også kendt fra radioen)
3. Hund halser og vil ikke spise p.g.a. at naboens tæve er i løbetid. Dyrlægen: Kasteration. Her må vi jo næsten sige: Go’ daw! Naboen kunne jo evt. gi’ sin tæve nogle klofyltabletter, når det er værst.
4. Tævehvalp, ingen problem, fører ønsker bare ikke løbetid. Dyrlægen: Sterilisation, jo før jo bedre, så slipper man for kræft og underlivsbetændelse m.v. Igen må vi sige: SUK! Hvor mange hunde får kræft og underlivsbetændelse inden de er to år ?
Ja, vi kunne komme med mange flere af de ”gode” svar men vil nu hellere have en rigtig og god forklaring på: Hvorfor, hvornår, og hvilken tid man skal vælge at fortage ovenstående, hvis man i det hele taget skal?
Noget af det mest ”individuelt katastrofale” ved en ubegrundet hovsa-løsning, der som nævnt i indledningen slet ikke afhjælper problemet, der mange gange slet ikke er der, er tit også oplysningen til dyrlægen om hvad hunden skal ”bruges” til.
For en førstegangs-hundejer med begyndervanskeligheder er svaret meget tit: Familiehund. Også selv om hunden har forældre med godt udseende (racetypisk)/gode evner (brugsegenskaber).
Dyrlægen kan være ligeglad, og er det ofte. Hunden bliver kastreret/steriliseret. Vi er som nævnt ude for at dyrlægen ligefrem (uden opfordring) anbefaler dette.
Senere i forløbet viser det sig for bl.a. føreren, at hunden er noget/meget over gennemsnittet m.h.t. såvel udseende som evner. Mulighederne for den enkelte hund, for racens forbedring, for førerens nu nye fritidsinteresse er delvist eller helt amputeret, da man ikke kan omgøre hovsa-løsningen med tilbagevirkende kraft.
Vores tanker: Er der slet ikke nogen, der gør dyrlægerne opmærksom på ovennævnte problemer med disse tre ting.
I øvrigt må der nævnes at, Knud Steensborg, eneejer af dyreklinik i Brabrand, startede i landpraksis efter færdiguddannelse i 1968, tilsynsførende dyrlæge i Randers Regnskov, hvor der formentlig ikke er mange hunderacer repræsenteret, i radioen gentagne gange: Spørg din dyrlæge til råds vedrørende valg af race.
Ville det ikke være en god idé ikke at gøre dyrlægerne til eneste fagkundskab vedrørende dette? I ikke få tilfælde ville instruktører være bedre - Ikke mindst da instruktørerne har dette tættere på i hverdagen og for manges vedkommende er uddannet i dette.
Skrevet af Alice Krogh Larsen og Bjarne Toftesgaard.
2008: Flere af vores kursister går til Hundeleg på midtsjælland og det er de meget glade for. Hundene bestemmer selv legen, ingen indblanding fra mennesker, hvilket jo er godt, faktisk helt fint. MEN! - her i dag fik jeg så endnu engang bekræftet, at vi har ret, da jeg fik fortalt om hundelegen sidst. En ny unghund mødte glad og fro op til hundeleg: Hvem vil lege med mig? Det ville ingen, men ALLE ville gerne, "overfalde, mule" det stakkels kræ, den fik ikke en chance. Min kursist spurgte så om i dette tilfælde, om det ikke skulle stoppes og svaret var desværre NEJ! Hun spurgte så ejeren til hunden om den evt. var kastreret/sterileseret og jo - selvfølgelig var den da af dyrlægen blevet anbefalet det - bare 8 måneder gammel. Se her nytter det jo ikke, at hundene selv skal bestemme vel! Den er jo ikke naturlig mere, set med andre hundes øjne/lugt, det har den kære dyrlæge sørget for. Tænk lige over det!
Alice Krogh Larsen